Behovet for i nogle tilfælde at kunne etablere midlertidige boliger i landzone til socialt udsatte og veteraner gør sig gældende på tværs af kommunerne. Derfor er forligspartierne bag planloven, som består af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, enige om et nyt initiativ, der skal give bedre mulighed for, at kommuner i særlige tilfælde kan oprette midlertidige boliger til socialt udsatte og veteraner.
Konkret vil forligskredsen med det nye initiativ ændre planloven, så kommunerne får mulighed for at etablere midlertidige boliger til socialt udsatte borgere og veteraner i op til 15 år. Lovændringen kan blandt andet give en kommune som Køge Kommune flere handlemuligheder. Den aftalte ændring af planloven vil ikke tilsidesætte eksisterende regler vedrørende miljø- og naturbeskyttelse, campingreglementet eller bygningsreglementet.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger om de nye muligheder:
”Jeg er glad for, at vi nu kan give kommunerne nye værktøjer i arbejdet med at sikre tag over hovedet for socialt udsatte borgere. Det skylder vi ikke mindst mennesker, der i årevis har levet i uvished. Jeg mener, at initiativet her er et vigtigt skridt for at skabe tryghed og værdige rammer for dem, der allermest har brug for det”.
Også borgmester i Køge Kommune, Ken Kristensen (V), er glad for de nye muligheder:
”Køge Kommune har afsøgt muligheden for, at Corona Camping kan tilbyde helårsbeboelse. Nu åbner regeringen og forligspartierne med lovændringen for nye muligheder, og dem vil vi forfølge. Jeg er glad for samarbejdet, dialogen og håndsrækningen fra Christiansborg, og for signalet om, at vi i Køge Kommune og resten af Danmark også skal have mulighed for at hjælpe veteraner og socialt udsatte i mindre befolkede områder”.
Fakta
Du kan læse mere om muligheden for midlertidige boliger til socialt udsatte og veteraner her.
Pressekontakt
For yderligere spørgsmål kontakt pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke SMS) eller på mail på pressevagten@km.dk.
