Begravelsespladser for andre trossamfund

Folkekirkens kirkegårde er begravelsesplads for alle, uanset om man er medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken eller ikke er medlem af et trossamfund. De folkekirkelige kirkegårde er bestyret af menighedsrådet eller i de store byer af kommunen.

Trossamfund kan dog ansøge By-, Land- og Kirkeministeriet om tilladelse til at etablere deres egen begravelsesplads. Det er ikke en betingelse for at få tilladelsen, at trossamfundet er anerkendt.

For at få tilladelse til at etablere en begravelsesplads skal trossamfundet blandt andet stille sikkerhed for, at begravelsespladsen bliver vedligeholdt. Derudover skal trossamfundet udarbejde en vedtægt for begravelsespladsen, som indeholder regler for begravelsespladsens bestyrelse, tilsyn og brug.

Trossamfundet skal selv købe den grund, der skal anvendes som begravelsesplads.

Grunden skal være egnet som begravelsesplads. Det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal erklære arealet for egnet til anlæg af begravelsesplads. Desuden skal kommunen bekræfte, at begravelsespladsen kan etableres inden for rammerne af lokalplanen.

Ansøgning om etablering af en begravelsesplads indsendes til By-, Land- og Kirkeministeriet på e-mail km@km.dk.