Folkekirken har en særstilling i Danmark. Det følger af grundloven, som i § 4 slår fast, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Grundloven fortæller ikke, hvordan staten skal understøtte folkekirken. Det er i stedet overladt til regering og Folketing. Støtten omfatter i praksis både økonomisk og anden støtte.

Økonomisk yder staten blandt andet et betydeligt tilskud til folkekirkens præstelønninger og et vist beløb til istandsættelse af kirker. Eksempler på ikke-økonomisk støtte omfatter helligdagslovgivningen, folkeskolens undervisning i kristendomskundskab og skattevæsenets opkrævning af kirkeskat fra folkekirkemedlemmer.

Folkekirken er en væsentlig og kulturbærende samfundsinstitution, som på én gang er offentlig myndighed og samtidig en del af et stærkt civilsamfund.

Folkekirkens myndighedsopgaver omfatter blandt andet personregistreringen i Danmark og ansvaret som begravelsesmyndighed.

Folkekirken er tilstede i hele landet og er kirke for det store flertal af danskere. Folkekirken bidrager derved på én gang til både lokal og national sammenhængskraft og er samtidig et sted for den enkelte at søge hen til højtider, og når livet er svært.

Folketinget og regeringen er lovgiver for folkekirken. By-, Land- og Kirkeministeriet er folkekirkens øverste administrative myndighed, samtidig med at ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder.