Ferieudlejning og kolonihaver
By-, Land- og Kirkeministeriet har ansvaret for en række forskellige love og regler om fritidsboliger, campingpladser og kolonihaver i Danmark, og hvordan de må anvendes og udlejes.
Planloven fastlægger de overordnede rammer for kommunernes planlægning af ferie- og fritidsformål og for placeringen af sommerhusområder. Sommerhusloven sætter desuden grænser for, hvordan privatpersoner og virksomheder må udleje fast ejendom til ferie- og fritidsformål.
Reglerne skal sikre balancen mellem på den ene side fritidsliv og turisme og på den anden side benyttelse og beskyttelse af natur- og landskabsværdier, som både borgere og turister nyder godt af.
Reglerne om udlejning til ferie- og fritidsformål har også til formål at værne om den danske undtagelse fra EU-traktaten, der tillader Danmark at begrænse EU-borgeres adgang til at købe sommerhus i Danmark.
Reglerne om korttidsudlejning af egen fulde helårsbolig skal sikre, at privatpersoner i begrænset omfang kan udleje deres bolig uden at påvirke udbuddet af helårsboliger i for eksempel de større byer.