Turismen er nemlig med til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Og den positive udvikling er bl.a. båret af en stigning i antallet af overnatninger uden for højsæsonen, hvilket er med til at skabe mere stabil omsætning og flere stabile arbejdspladser i turismerhvervet.
Den årlige statusanalyse udarbejdet af Det Nationale Turismeforum, som offentliggøres i dag, understreger turismens store betydning. I 2023 brugte turisterne 163,9 mia. kr. i Danmark ifølge foreløbige tal fra VisitDenmark. Og de seneste beskæftigelsestal fra 2022 viser, at turisternes forbrug bidrog med ca. 146.000 arbejdspladser.
Statusanlysen kan findes her.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger:
”Endnu engang taler tallene deres klare sprog, for dansk turisme slår sin egen rekord gang på gang. Det viser med al tydelighed, at Danmark er et attraktivt land at holde sin ferie, sit møde eller endda sin sportsbegivenhed i. Det glæder mig som minister, når det går godt for turismen. For det kan også mærkes i vores lokalsamfund, og det skaber vækst og mange arbejdspladser overalt i landet. Den succeshistorie, turismen allerede er i dag, skal vi bygge videre på”.
