Leje af gravsted
Der er for hver kirkegård fastsat takster for, hvad man skal betale for erhvervelse af brugsret til et gravsted.
På de kirkegårde, som bestyres af menighedsråd, betaler medlemmer af folkekirken normalt en lavere takst for brugsret end ikke-medlemmer. Medlemmer af folkekirken bidrager i stedet gennem kirkeskatten.
Brugsret til et gravsted på en kirkegård uden for den kommune, man bor i, indebærer ofte en højere takst end brugsret til et gravsted i en kommune, man bor i.
På de kirkegårde, som bestyres af kommuner, er taksterne for brugsret ens for alle kommunens borgere.
Taksterne kan variere en del mellem forskellige typer af gravsteder, og det er en god idé at spørge den lokale kirkegård til råds. Taksterne må dog ikke overstige kirkegårdens faktiske udgifter ved de forskellige ydelser.