Askespredning
Den afdødes aske kan blive spredt over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har tilkendegivet et ønske om det. Det kan ske på almindeligt papir eller ved at udfylde en blanket på borger.dk. I begge tilfælde skal du sørge for, at dato, navn, adresse og CPR-nummer er anført, og at du har underskrevet erklæringen.
Kravet om, at afdøde selv skriftligt skal have erklæret et ønske om, at asken skal spredes over åbent hav, kan fraviges, hvis der ikke er tvivl om, at det var afdødes ønske. Det er den lokale sognepræst, der som begravelsesmyndighed træffer afgørelse om at fravige kravet om skriftlighed.
Askespredningen skal foregå over åbent vand, det vil sige over havet eller over større fjorde eller bugter. Det er ikke tilladt at sprede asken over en sø.
Det er de efterladte, som skal sørge for at sprede asken. Det skal ske kort efter udleveringen af asken fra krematoriet, da det ikke er tilladt at opbevare aske efter ligbrænding i hjemmet eller andre steder i længere tid.
Spredningen af asken skal foregå på en måde, der ikke vækker opsigt. Det er ikke tilladt at sænke urnen med aske i havet.
Du kan lægge din skriftlige erklæring sammen med dine øvrige papirer, som de efterladte får brug for.
> Du kan finde blanketten ”Spredning af aske over åbent hav” på borger.dk