Begravelsesmyndighed
Sognepræsten i afdødes bopælssogn er begravelsesmyndighed. Hvis afdøde havde bopæl i udlandet, er sognepræsten på dødsstedet i Danmark begravelsesmyndighed. Det gælder uanset om afdøde var medlem af folkekirken eller ej.
Som begravelsesmyndighed har sognepræsten ansvaret for at give meddelelse om dødsfaldet til blandt andre skifteretten, Folkeregistret, kommunen, kirkegården og eventuelt krematoriet.
Det er også sognepræsten, der som begravelsesmyndighed afgør, om der skal ske begravelse eller kremering, og om der skal medvirke en præst ved begravelseshandlingen (kirkelig begravelse) eller ej (borgerlig begravelse). Det sker på baggrund af afdødes ønsker, som enten kan fremgå af afdødes egne tilkendegivelser eller være videregivet af de efterladte.