Felt- og beredskabspræster

Når en militær enhed bliver udsendt, rejser der næsten altid en feltpræst med. Det gælder både i hæren, søværnet og flyvevåbnet.

Der er i alt 95 præster tilknyttet forsvaret som feltpræster. Præsterne er til daglig sognepræster.

Feltpræsterne gennemgår en grunduddannelse i militær sjælesorg, humanitær folkeret og militære færdigheder. Under tjeneste bærer feltpræsterne uniform med et kors som gradstegn, men de står uden for den militære rangorden, og de deltager ikke i kamp.

Feltpræsten hører til folkekirken, men står også til rådighed for soldater fra andre trossamfund og kan hjælpe med at etablere kontakt til det pågældende trossamfund, hvis soldaten ønsker det.

Hvert værn har en provst, der koordinerer feltpræsternes arbejde i henholdsvis hæren, søværnet og flyvevåbnet.

 > Du kan læse mere om folkekirkens feltpræster på folkekirken.dk

Folkekirken har også et katastrofeberedskab, som består af 45 præster, der står klar til at rykke ud med akut hjælp til sårede og pårørende, når større ulykker og katastrofer sker.

Beredskabspræsterne er fordelt over hele landet, og de er også parat til at rejse til udlandet, hvis danskere er berørt af en katastrofe langt hjemmefra.

I hver af de fire regioner er der en ledende beredskabspræst, som er udpeget af biskopperne i det regionale samarbejde. 

 > Du kan læse mere om folkekirkens katastrofeberedskab på folkekirken.dk