Sogn

Folkekirken er inddelt i sogne, som er geografisk afgrænsede områder, hvor der er mindst én kirke i hvert sogn.

Sogneinddelingen er mange hundrede år gammel. I takt med at der er bygget nye kirker, er der også oprettet nye sogne. Andre steder er der sket sammenlægning af små sogne. Størrelsen af sognene varierer meget.

Både de kirkelige og de administrative opgaver i sognet bestyres af et demokratisk valgt menighedsråd.

Obligatoriske menighedsråd blev indført i 1904 med den første menighedsrådslov, og menighedsrådene fik det fulde ansvar for at bestyre den lokale kirkes økonomi og ejendomme i 1922. Siden har sognepræster og valgte lægfolk i de lokale menighedsråd i fællesskab varetaget ansvaret for kirkens liv og vækst.

Som udgangspunkt er der et menighedsråd i hvert af landets sogne, men mange sogne har valgt at have et fælles menighedsråd for to eller flere sogne.

Som medlem af folkekirken hører man som udgangspunkt til det sogn, hvor man bor, og man har ret til at få foretaget kirkelige handlinger i sognets kirke. Medlemmer af folkekirken kan dog knytte sig til en præst i et andet sogn ved at løse sognebånd.

 > Du kan finde dit sogn på sogn.dk

 > Du kan læse mere om at løse sognebånd under 'Folkekirken og medlemmerne'