Korttidsudlejning af egen fulde helårsbolig

Korttidsudlejningen af egen bolig er udbredt i hele Europa, også i Danmark. Udlejningen sker ofte gennem digitale udlejningsplatforme.

Deleøkonomien giver en bedre udnyttelse af husholdningernes aktiver og giver mange danskere mulighed for en ekstra indtægt. Samtidig skal det sikres, at danskere, der er aktive i deleøkonomien, betaler korrekt skat.

Når det gælder korttidsudlejning af egen bolig til ferie- og fritidsformål, skal det også sikres, at helårsboliger ikke reelt bruges til at drive hoteldrift i strid med sommerhusloven frem for til at bo i.

Sommerhusloven giver derfor mulighed for, at privatpersoner kan udleje deres egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål inden for en fast udlejningsgrænse på:

  • 30 dage pr. kalenderår, hvis udlejningen ikke sker gennem en tredjepart, som indberetter udlejerens fulde lejeindtægter til skattemyndighederne.
  • 70 dage pr. kalenderår, hvis udlejningen kun sker gennem en tredjepart (udlejningsformidler), som indberetter udlejerens fulde lejeindtægter.
  • Grænsen kan hæves fra 70 og op til 100 dage, hvis den enkelte kommune beslutter det.

Det er den enkelte bruger, som er ansvarlig for, at udlejningsgrænserne overholdes. Overtrædelse straffes med bøde. 

 > Du kan læse mere om korttidsudlejning af egen fulde helårsbolig på plst.dk