Stiftsråd

I hvert stift vælges et stiftsråd. Stiftsrådet er en forvaltningsmyndighed, der vælges hvert fjerde år samtidig med valg til provstiudvalg.

Stiftsrådet består af biskoppen, domprovsten, en repræsentant for stiftets provster, tre repræsentanter for stiftets præster samt en menighedsrepræsentant fra hvert provsti. I Lolland-Falsters Stift deltager dog to menighedsrepræsentanter fra hvert provsti. 

Stiftsrådet drøfter forskellige emner af betydning for det kirkelige liv i stiftet og rådgiver biskoppen om blandt andet pastoratinddelingen og placeringen af provstestillinger i stiftet.

Stiftsrådet kan udskrive et bindende bidrag fra kirkekasserne til finansiering af aktiviteter i stiftet. Bidraget kan anvendes til kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster, formidling af kristendom, udviklingsopgaver i stiftet som helhed samt mødeudgifter.

Stiftsrådet bestyrer på vegne af menighedsrådene kirkernes og præsteembedernes kapitaler.

Stiftsrådet udpeger desuden et medlem af Det mellemkirkelige Råd samt en repræsentant til budgetsamrådet vedrørende folkekirkens fællesfond.