Indbyrdes overførsler i folkekirkens økonomi

En række udgifter på de forskellige niveauer i folkekirken optræder som udgifter et sted, men indtægter andre steder. De væsentligste pengestrømme er illustreret her og gennemgås nedenfor.

    I 2024 har staten overført følgende beløb til fællesfonden:

    • 544,5 mio. kr. i forbindelse med tilskud til præste- og provstelønninger
    • 13,9 mio. kr. som kompensation for merudgifter i forbindelse med liberaliseringen af navneloven i 2006.

    I 2024 har staten overført følgende beløb til de lokale kasser:

    • 23,1 mio. kr. til kirkeistandsættelse.

    Staten betaler herudover løn og pension til biskopper og pensionsbidrag til tjenestemandsansatte præster samt flere andre udgifter til folkekirken og formål, som er knyttet til folkekirken. Disse udgifter indgår ikke i opgørelsen herover. 

    I 2024 har fællesfonden overført følgende beløb til de lokale kasser:

    • 125 mio. kr. i udligningstilskud.

    I 2024 har de lokale kasser overført følgende beløb til fællesfonden:

    • 44,7 mio. kr. i pensionsbidrag for tjenestemandsansatte kirkefunktionærer, som anvendes til at medfinansiere menighedsrådenes pensionsforpligtelse.
    • 71 mio. kr. i forsikringsbidrag til Folkekirkens Selvforsikringsordning, som udbetales i forbindelse med erstatningsberettigede skader.
    • 1 mio. kr. i bidrag til Folkekirkens arbejdsmiljørådgivning, som bistår menighedsrådene i arbejdsmiljøspørgsmål.