Folkekirken var indtil 1919 i vidt omfang finansieret af indtægter fra præstegårdsjorder og ikke af kirkeskatten som i dag. 

Med jordreformen i 1919 blev en stor del af præstegårdsjorderne udstykket og solgt til husmandsbrug. I Sønderjylland, som i 1919 var en del af Tyskland, blev præstegårdsjorderne dog først udstykket i 1949 og i et lidt mindre omfang, end det skete i 1919.

På trods af jordreformerne i 1919 og 1949 er folkekirken stadig samlet set en af Danmarks største jordejere med i alt ca. 8.200 ha landbrugsjord og ca. 3.200 ha skov. 

Folkekirkens jorder er dog fordelt på et stort antal små og mindre jordlodder, som bestyres lokalt på tværs af landet. Langt fra alle sogne har præstegårdsjorder, enten fordi der er tale om bysogne, eller fordi jorden er udstykket eller frasolgt tidligere. 

Folkekirken må ikke selv drive landbrug, men skal bortforpagte jorden, hvis den bruges erhvervsmæssigt. Folkekirken kan også beslutte at anvende jorderne som skov- eller naturarealer uden erhvervsmæssig udnyttelse, men får i så fald ikke forpagtningsindtægter. 

Køb af landbrugsjord på 2 ha eller mere skal godkendes af By-, Land- og Kirkeministeriet. Muligheden administreres restriktivt, og tilladelse kan kun forventes i særlige tilfælde, hvor købet for eksempel er led i en plan for at forbedre en kirkes omgivelser eller lignende. 

Fra 2029 overgår ansvaret for præstegårdsjorderne gradvist fra menighedsråd til provstiudvalg for at lette menighedsrådenes administrative opgaver.