Andre bygninger
Folkekirken har mange andre bygninger end selve kirken.
Bygningerne forvaltes af den enkelte folkekirkelige myndighed. For eksempel har menighedsrådene ansvaret for sognegårde og bygninger på kirkegården, mens stiftsadministrationerne og andre fællesfondsinstitutioner har ansvaret for deres respektive bygninger.
Folkekirkens præster, provster og biskopper har som udgangspunkt tjenesteboligpligt, medmindre biskoppen giver dispensation. Præstens pligt til at bo i sit sogn anses generelt for at være en vigtig forudsætning for det lokale kirkeliv. Folkekirken har derfor ansvaret for knap 1.600 tjenesteboliger, ofte i gamle og fredede bygninger, hvor flere præsteboliger eller præstegårde kendes helt tilbage til reformationen.
Istandsættelse og vedligeholdelse af biskoppernes tjenesteboliger hører under fællesfonden, mens ansvaret for præsternes og provsternes tjenesteboliger varetages lokalt i de enkelte sogne. Fra 2029 overgår ansvaret for præsternes tjenesteboliger gradvist fra menighedsråd til provstiudvalg for at lette menighedsrådenes administrative opgaver.