Samarbejder mellem menighedsråd

Det er i stigende grad blevet almindeligt, at to eller flere menighedsråd samarbejder om såvel kirkelige aktiviteter som administrative opgaver. Ofte inddrages også provstiudvalg i samarbejdet.

Samarbejder mellem menighedsråd og provstiudvalg kan for eksempel omfatte fælles administration, herunder personregistrering og regnskabsopgaver, fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og HR-rådgivning, bygningsvedligeholdelse og drift, bygningsteknisk rådgivning, skole-kirke-samarbejde og kommunikation.

Samarbejder er ikke begrænset til samarbejde mellem menighedsråd og provstiudvalg i samme provsti, men kan også omfatte menighedsråd og provstiudvalg i andre provstier. Der er også mulighed for samarbejde med stiftsøvrigheder og stiftsråd.

Hvis to eller flere menighedsråd samarbejder, og samarbejdet har et omfang på mindst to årsværk eller en omsætning på mindst 1 mio. kr. om året, kan det etableres som en selvstændig juridisk enhed. Det kan i nogle tilfælde gøre administration og regnskabsaflæggelse nemmere, for eksempel ved at udskille driften af en eller flere kirkegårde.

Menighedsrådet er en selvstændig myndighed, der ikke står i noget over- eller underordnelsesforhold til andre myndigheder. Når menighedsrådet afgiver kompetence til et samarbejde, skal samarbejdets nærmere rammer derfor nedskrives i en samarbejdsaftale.

Samarbejdsaftalen skal give klarhed om deltagere, finansiering, tilsyn, vilkår for andres optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om vedtægtens fortolkning og vilkår for ophævelse af samarbejdet og om, hvor vedtægten er offentliggjort, og hvorfra den kan rekvireres.

Samarbejdsaftaler mellem menighedsråd eller mellem menighedsråd og provstiudvalg om de opgaver, der er nævnt ovenfor, skal som udgangspunkt ikke godkendes af By-, Land- og Kirkeministeriet, men skal indsendes til det lokale stift, hvor de offentliggøres på stiftets hjemmeside.

Hvis samarbejdet kræver dispensation fra den kirkelige lovgivning, skal samarbejdsaftalen dog godkendes af By-, Land- og Kirkeministeriet.

Kravet om godkendelse gælder også for samarbejder mellem provstiudvalg, bortset fra samarbejder om bygningsvedligeholdelse og drift af præsteembedernes faste ejendomme og om fælles personaleadministration, herunder rekrutteringstiltag og HR-rådgivning.

Endelig er der krav om godkendelse af samarbejder, som indgås med eller mellem stiftsøvrigheder eller stiftsråd, hvis samarbejdet forudsætter dispensation fra den gældende kirkelige lovgivning.

I de tilfælde, hvor By-, Land- og Kirkeministeriet skal godkende et samarbejde, offentliggøres samarbejdsaftalen på ministeriets hjemmeside.