Det får du ret til som medlem

Som medlem af folkekirken har du ret til kirkelig betjening af præsten i det sogn, hvor du bor. At have ret til kirkelig betjening betyder, at du har ret til at få foretaget kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Endvidere skal præsten yde sjælesorg, hvis du ønsker det.

Folkekirkens gudstjenester er offentlige. Derfor har alle ret til at deltage i gudstjenester i folkekirken, uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej.

Bor du i udlandet, har du ret til at få kirkelig betjening af en præst i det sogn, hvor du sidst boede i Danmark, før du flyttede til udlandet.

Ud over at have ret til kirkelig betjening i det sogn, hvor du bor, har du som medlem af folkekirken også ret til kirkelig betjening i en kirke i et andet sogn, hvis du har en særlig tilknytning til sognet.

Du vil altid have en særlig tilknytning til en kirke i et andet sogn, hvis:

  • Du tidligere har boet i sognet. Det gælder, uanset hvor længe du har boet i sognet.
  • Du har nære pårørende, der bor i sognet. Her tænkes på forældre, søskende eller børn.
  • En afdød, der skal begraves eller bisættes, har forældre, ægtefælle, søskende eller børn begravet på en kirkegård i sognet.

I andre tilfælde er det præsten, der afgør, om du har en særlig tilknytning. Det afhænger af præstens skøn, om du kan få foretaget en kirkelig handling i en kirke uden for det sogn, hvor du bor.

Du kan klage til biskoppen over den afgørelse, som præsten har truffet om særlig tilknytning. Biskoppens afgørelse er endelig. 

Du har som medlem af folkekirken mulighed for at løse sognebånd til en præst i et andet sogn end dit bopælssogn. Hvis du har gjort det, er det denne præst, du har ret til at blive betjent af.