Når I skal giftes
Ægteskab reguleres primært af ægteskabsloven og ægtefælleloven, som hører under Social- og Boligministeriet. Ægteskabsloven indeholder regler om ægteskabs indgåelse og opløsning, og ægtefælleloven indeholder regler om ægtefællers økonomiske forhold, når de er blevet gift.
Ægteskaber kan frit indgås mellem personer, der opfylder ægteskabslovens betingelser. Og ægteskaber kan opløses efter reglerne i ægteskabsloven, hvis blot én af parterne ønsker det.
Man kan blive gift på to måder, som har samme juridiske virkning.
En borgerlig vielse foretages af borgmesteren eller en person bemyndiget af kommunen.
En kirkelig vielse foretages af en præst i folkekirken eller af en forkynder i et anerkendt trossamfund, som har søgt og fået vielsesbemyndigelse af By-, Land- og Kirkeministeriet.
Det er kun muligt at blive skilt ved Familieretshuset. Hverken folkekirken eller andre trossamfund kan opløse – eller modsætte sig opløsning – af et ægteskab.
Navneændring kan ske i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Det er personregisterføreren, der hvor du bor, der behandler din ansøgning om navneændring, uanset hvor du skal giftes.