Rettigheder og pligter

Retten til frit at dyrke sin tro i trossamfund er sikret i grundloven. Det betyder, at alle borgere i Danmark har ret til at danne trossamfund, hvor de kan mødes for at udøve deres tro, så længe det sker inden for lovens rammer i øvrigt.

Trossamfund kan søge om at blive registreret som et anerkendt trossamfund ved By-, Land- og Kirkeministeriet. Det er også muligt at søge om at blive registreret som en menighed, der er omfattet af et trossamfunds anerkendelse.

Anerkendelse er ikke en betingelse for at være trossamfund i Danmark. Anerkendelse giver dog mulighed for at søge om skattefradrag, vielsesbemyndigelse og for at få udenlandske forkyndere til Danmark på et særligt opholdsgrundlag, hvis betingelserne i den relevante lovgivning er opfyldt.

Med anerkendelsen følger en række betingelser og forpligtelser, som trossamfundet eller menigheden skal overholde. By-, Land- og Kirkeministeriet fører tilsyn med, at betingelser og forpligtelser overholdes.

Hvis betingelserne ikke længere er opfyldt, eller hvis trossamfundet eller menigheden ikke overholder forpligtelserne, kan anerkendelsen tilbagekaldes.

Hvis du har kendskab til eventuelt strafbare forhold i et anerkendt trossamfund, bør du rette henvendelse til politiet. Det er politiets opgave at efterforske forhold, der kan være i strid med dansk lovgivning.