Mere kirke for pengene

Fra årsskiftet træder den største reform af folkekirken i mere end hundrede år i kraft.

Den giver mere frihed til menighedsrådene, men også mere ansvar. Og så bliver provstierne tilpasset de 98 nye storkommuner.

Den 1. januar 2007 bliver en skelsættende dag for folkekirken, når en række nye love træder i kraft. Der er tale om den største samlede reform siden daværende kultusminister I.C. Christensens lovgivning om menighedsråd fra 1903.

Menighedsrådene får flere beføjelser, men også mere ansvar. Det giver menighedsrådene bedre muligheder for ikke kun at beskæftige sig med kirkens mursten og ydre rammer, men også for at prioritere kirkens indhold - selve forkyndelsen. Menighedsrådene får mulighed for at finansiere ekstra præster, og de får bedre vilkår for at samarbejde om opgaver, som nogle af de 2.121 sogne er for små til selv at løfte, f.eks. at oprette børne- eller ungdomskor, at have undervisning af mini-konfirmander, arrangere kirkekoncerter og foredrag, og om få varetaget de administrative opgaver.

Det er ifølge kirkeminister Bertel Haarder en tiltrængt modernisering. "Menighedsrådene kan nu tage sagen i egen hånd, så borgerne får mere kirke for pengene. Der er et udbredt ønske blandt menighedsrådsmedlemmer om at blive aflastet for det administrative arbejde, så kræfterne kan sættes ind på det, som er kirkens kerneopgave," siger Bertel Haarder. Et udvalg arbejder i øjeblikket på at komme med helt konkrete forslag til initiativer og samtidigt udbrede kendskabet til god praksis.

"Der tages masser af gode initiativer i forhold til børn og unge. Nu bliver der bedre muligheder for, at den gode praksis kan udbredes til flere sogne, og menighedsrådene vil hurtigt få ideer til, hvad de kan bruge samarbejdet til", siger Bertel Haarder.

Ændringerne - tre love i alt - er gennemført med meget stor opbakning. Samtlige partier i Folketinget har stemt for - undtagen Enhedslisten, der udlod at stemme. Og meget få menighedsråd har protesteret, de har tværtimod aktivt involveret sig i processen og givet deres besyv med undervejs. Der indkom næsten 700 høringssvar heraf 518 fra menighedsråd til det debatoplæg, som blev udsendt forud for lovforslagene.

Hovedpunkterne er:

- En ny inddeling af folkekirkens danmarkskort træder i kraft pr. 1. januar 2007, så der bliver 107 provstier mod i dag 111. Hovedprincippet er, at provstigrænserne følger de nye kommunegrænser.

- Der bliver bedre muligheder for, at sogne kan samarbejde om fælles opgaver. Menighedsrådet kan vælge at samarbejde med andre menighedsråd om opgaver, som det enkelte sogn er for lille til selv at løfte. Der bliver også mulighed for, at provstiet kan være ramme for samarbejde.

- Provsterne lettes for en række administrative opgaver, så de får bedre tid til at varetage tilsynet med provstiets præster og til at fremme samarbejde inden for provstiet.

- Menighedsrådene får adgang til at finansiere præstestillinger ud over dem, der finansieres af fællesfonden og staten, men således, at de pågældende ansættes af kirkeministeren på samme måde som andre præster.

- De overenskomstansatte præsters forkyndelse bliver underlagt de samme regler som gælder for tjenestemandsansatte præster. Dvs. at gejstlige læresager uanset ansættelsesvilkår skal afgøres ved domstolene.

- Budgetlægningen gøres mere åben og gennemsigtig. En ny model for budgetlægningen for kirkekasserne giver et bedre samspil mellem de enkelte menighedsråd og provstiudvalget.

- I de største kommuner, hvor der er flere provstier, skal der være et forpligtende økonomisk samarbejde mellem provstierne inden for ligningsområdet, så der er ansvarlighed om kirkeskatten og de samlede udgifter.

- Menighedsrådene får mulighed for at give tilskud til Danske Sømands- og Udlandskirker, som er den organisation, der varetager kirkelig betjening af folkekirkemedlemmer i udlandet.

- Administrationen af folkekirkens fælles økonomi - fællesfonden - forenkles, idet fællesfondens indtægter og en del af udgifterne samles ét sted - i et administrativt fællesskab, som er placeret i Lolland-Falsters Stift.

- Der sker en slankning af fællesfonden, således at udgifter og indtægter, der reelt vedrører de lokale kasser, overføres til de pågældende kasser. Det betyder blandt andet, at afkastet af kirkernes kapitaler, der i hovedsagen hidrører fra forudbetalt gravstedsvedligeholdelse, i fremtiden fuldt ud tilfalder de pågældende lokale kasser.