Regeringen: Snart kan moderniseringen af Køge Bugt Strandpark begynde

For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.

Mange steder er det efterhånden tydeligt, at flere af strandparkens faciliteter trænger til en opdatering. Det har derfor de seneste mange år været et stort ønske i de fem strandparkkommuner Brøndby, Greve, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk Kommuner at modernisere og fremtidssikre strandparken.

Mange af kommunernes ønsker og behov kan dog ikke løses inden for rammerne af den nuværende lovgivning, blandt andet fordi strandparken ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Det kræver derfor en særlov. Derfor har ministeren for byer og landdistrikter Morten Dahlin fremsat lovforslag om modernisering af Køge Bugt Strandpark

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) siger:

Det glæder mig, at vi med lovforslaget nu muliggør den modernisering og udvikling, Køge Bugt Strandpark har brug for. Det er med til at sikre, at strandparken kan blive ved med at være et unikt og stærkt natur- og fritidstilbud for områdets mange borgere og til borgere fra resten af regionen, som allerede i dag nyder godt af områdets mange tilbud. Derudover glæder det mig, at lovforslaget giver kommunerne større frihed, da det fjerner nogle lovmæssige bindinger, der ellers ville forhindre kommunerne i at udvikle strandparken i den retning, de ønsker.”

Fremtidens Køge Bugt Strandpark

Lovforslaget har til formål at muliggøre, at Brøndby, Greve, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk Kommuner på et antal nærmere afgrænsede arealer kan modernisere Køge Bugt Strandpark for at give bedre muligheder for vand-, kultur- og landskabsaktiviteter. Lovforslaget er udarbejdet med bidrag fra Miljø- og Ligestillingsministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart.

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (A) siger:

”Alle skal have adgang til gode naturoplevelser og friluftsliv. Samtidig skal vi passe godt på vores værdifulde, særlige natur i Danmark. Det skal gå hånd i hånd. Og det er Køge Bugt Strandpark et godt eksempel på, når strandparken nu bliver moderniseret med nye rekreative faciliter, stier og anlæg - samtidig med, at vi sikrer naturværdierne i området.”

Miljøminister Magnus Heunicke (A) siger:

”Med moderniseringen af Køge Bugt Strandpark fortsætter vi udviklingen af et unikt bynært naturområde, hvor naturhensyn, kystbeskyttelse og rekreative formål spiller sammen og fremtidssikrer området. Det giver endnu flere muligheder for at tilbyde friluftsaktiviteter og naturoplevelser, ikke blot til områdets beboere, men til hele hovedstadsområdet”. 

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) siger:

”Det er en kæmpe dag for alle strandglade mennesker. For naturligvis skal der være endnu mere badning, kitesurfing, roning, vinterbadning og liv ved den skønne kyststrækning her i området. Et så fantastisk naturområde, fortjener at selv de største visioner sættes fri, så endnu flere kan få gavn af den fabelagtige natur.” 

Borgmestre ser frem til at kunne påbegynde modernisering

En modernisering af strandparken vil blandt andet kunne betyde etableringen af flere cafeer, foreningslokaler og nye toiletfaciliteter. Lovforslaget muliggør også en forbedring af forholdene for vinterbadere, der vil kunne se frem til flere saunaer, ligesom friluftsmennesker, der nyder strand- og vandsport, blandt andet kan få mulighed for at låne udstyr i en grejbank eller overnatte i shelter. De fem borgmestre i strandparkkommunerne ser frem til at komme i gang med moderniseringen:

Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann (V), siger:

”Vi får nu lov til at gøre Greve Marina til et endnu mere spændende sted for borgerne i Greve, så de kan nyde området året rundt. Vi kan få mange flere spændende aktiviteter til lands og vands ved Dykanden og Klithusene. Og vi får samtidig mulighed for at tilbyde fredfyldte oplevelser i den særlige natur på strandengen ved Sælhusene. Tak til alle involverede for lydhørhed og en rigtig god proces”.  

Borgmester i Ishøj Kommune, Merete Amdisen (A), siger:

”Strandparken summer af liv og aktivitet året rundt. Vinterbadning, kitesurfing, kajakroning og mange andre friluftsaktiviteter giver liv i området og stiller nye krav til forholdene i Strandparken. Med den nye særlov kan vi omsider komme i gang med at realisere vores visioner for det, som jeg opfatter som Danmarks bedste badestrand, til gavn og glæde for borgerne i Ishøj og på hele Vestegnen.”

Borgmester i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (C), siger:

”Vi ønsker at kunne lave noget godt for vores borgere og de besøgende i Strandparken. Vi vil forsøge at få det bedste ud af rammen og går straks i gang med at finde investorer, der vil være med til at gøre Strandparken attraktiv”.

Borgmester i Brøndby Kommune Maja Højgaard (A), siger:

”I Brøndby er vi meget tilfredse med planen for moderniseringen af Køge Bugt Strandpark. Den betyder blandt andet, at vi kan bevare de vigtige kulturbærende bygninger som fx roklubben og fleksible muligheder for den ønskede udvikling på land. Og så har vi et fantastisk fugleliv med fugletårn ud til Holme Sø, som planen for moderniseringen også tager hensyn til.”

Borgmester i Hvidovre Kommune Anders Wolf Andresen (SF), siger: 

”Det nye lovforslag giver os mulighed for at udvikle Strandparken med fokus på risikoen for fremtidige oversvømmelser. Samtidig åbner det døren for at udvikle det kunstigt anlagte kystområde på en måde, der både beskytter og styrker vores kystlandskab, så vi kan skabe plads til nye aktiviteter og fællesskaber. Det er et vigtigt skridt i vores arbejde med at sikre en bæredygtig udvikling af vores kystområder.”

Læs lovforslaget her.

Pressekontakt:

For yderligere spørgsmål kontakt pressevagten i By-, Land- og Kirkeministeriet på tlf. 70 20 25 85 (ikke SMS) eller på mail på pressevagten@km.dk

Nyhedsarkiv

07/02 2025

For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og…

07/02 2025

Dansk turisme har slået rekord for antallet af overnatninger i 2024 med en stigning på 2,1 pct. sammenlignet med 2023. I alt var der mere end 65 mio.…

06/02 2025

Fredag d. 7. februar kl. 10:30 vil minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøge Greve Marina for at markere fremsættelsen af lovforslag om…

05/02 2025

Som led i udmøntningen af aftale om Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0-vindmøller blev det d. 1. februar 2024 aftalt mellem regeringen…

30/01 2025

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, har udpeget en ny bestyrelse for VisitDenmark fra 1. februar 2025.

29/01 2025

Morten Dahlin (V), minister for nordisk samarbejde, har udnævnt tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Danmarks nye repræsentant i…