Millionstøtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfond til spændende projekter

Den folkekirkelige Udviklingsfond støtter nu 14 projekter med i alt to millioner kroner. Projekterne spænder bredt. Et af dem skal hjælpe indsatte i fængslerne med at komme ordentligt ud i samfundet igen. Et andet skal støtte en kirkelig, social natcafé for prostituerede i København, så den kan udvide åbningstiden. Og et tredje skal hjælpe til, at brugere af et værested i Struer kan tage del i det lokale fællesskab og de lokale aktiviteter med støtte fra frivillige.

 

I alt er der modtaget 85 ansøgninger om støtte i 2014 - og kirkeministeren har efter indstilling fra budgetfølgegruppen vedrørende Fællesfonden valgt 14 projekter ud. Den danske Præsteforening har ligeledes været involveret i indstillingen. Indsatsområderne i 2014 er diakoni og påsken.

 

Kirkeminister Marianne Jelved siger:

"Folkekirkens repræsentanter og jeg har sammen valgt 14 projekter som, vi tror, vil gøre en forskel for en masse mennesker i Danmark. Jeg er glad for, at de udvalgte projekter nu modtager midler fra Den folkekirkelige Udviklingsfond, så de kan blive til virkelighed. Som altid er det ikke en nem beslutning at sortere mellem gode projekter – og der har virkelig været mange gode ansøgninger."

 

Blandt de projekter, som får støtte er:

  • Exit – Fra indsat til værdsat: Det svære møde med samfundet. På baggrund af den hidtidige succes med integration og netværksopbygning blandt indsatte og løsladte fangere i større danske byer, ønsker Exit nu at udbygge konceptet til andre menigheder. Projektet imødegår fondens diakonale fokusområde og kan, på baggrund af sine erfarne kræfter, virke til gavn for folkekirken, også i et geografisk bredere perspektiv.
  • National opfordring til øget samarbejde og udveksling mellem organisationsdiakonien og sognediakonien. Kirkens Korshær ønskerat styrke tilknytningen og dialogen mellem sogne og Kirkens Korshærs sociale arbejde. Der er tale om udbredelse af et hidtidigt pilotprojekt til landsplan, hvor sogne tegner faderskab til lokale sociale korshærsarbejder.
  • Vesterbro Sogn – Night Life Café. Vesterbro Sogn driver Night Life Café, som er en natcafé for kvinder i prostitution. Cafeen styrker det kirkelige sociale arbejde i området ved at række ud til en gruppe, der har det svært, og som offentlige tilbud kan have svært ved at nå. Tildelingen muliggør en udvidelse af cafeens åbningstider. Tildelingen vil også gøre det muligt at knytte en stabil kreds af frivillige kræfter til cafeen, hvilket vurderes at kunne styrke indsatsen målrettet denne gruppe.
  • Værestedet Parasollen - diakoni i Struer Provsti. Værestedet Parasollen er en social café drevet af KFUM’s Social Arbejde, som med sine lokale frivillige kræfter støtter socialt udsatte personer og familier i Struer området. Projektet søger at udbygge og kvalificere den frivillige indsats via præster, menighedsrådsmedlemmer, frivillige m.fl. fra lokalområdet, så de frivillige kan støtte brugerne ind i de fællesskaber og aktiviteter, som brugerne ønsker at blive en del af.

 

Den folkekirkelige Udviklingsfond har siden etableringen i 2007 tildelt støtte til samlet 117 projekter. En række af disse projekter er blevet udviklet og gennemført til gavn og glæde for de implicerede parter.

 

For at udbrede kendskabet til projekterne til glæde for hele folkekirken bliver beskrivelser af de gennemførte projekter nu offentliggjort på http://www.km.dk/kirke/folkekirken/udviklingsfond/projektbeskrivelser-for-udviklingsfonden/. I projektbeskrivelserne kan man hente inspiration og ideer til lokale projekter, og der henvises til enten hjemmesider eller kontaktpersoner, hvor man kan lære mere om hvert projekt.

 

Se: Oversigt over de 14 støttede i 2014 (pdf)  

 

Information om ansøgningsfristen 2015 samt ansøgningsskema vil senere på året blive offentliggjort på hjemmesiden.

 

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Klaus Kerrn-Jespersen - Tlf. 33 92 39 18 / 40 89 16 30 - E-mail: kkje@km.dk

 

Pressesekretær  Jakob Stobbe - Tlf. 33 92 39 39 / 41 88 12 42 - E-mail: jakst(at)km.dk

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.