Meddelelse om bispevalg i Århus Stift 2015

Kirkeministeriet har den 12. januar 2015 udskrevet bispevalg i Århus Stift. Den nye biskop skal tiltræde den 1. september 2015 som efterfølger for biskop Kjeld Holm, der fratræder sin stilling med virkning fra udgangen af juli 2015.

Stillingen som biskop er en tjenestemandsstilling klassificeret i lønramme 39, og lønnen udgør for tiden 662.165 kr. årligt (niveau 1/4-2014). Til stillingen er desuden knyttet et pensionsgivende tillæg på 182.682,30 kr. årligt (niveau 1/4-2014). Der er til stillingen knyttet tjenestebolig, beliggende Dalgas Avenue 44, 8000 Århus C.

En kandidat til bispevalget skal have bestået teologisk kandidateksamen fra et universitet her i landet og opfylde betingelserne for at blive ansat som præst i folkekirken. 

Ved bispevalget har valgte medlemmer af stiftets menighedsråd samt præster, som i kraft af deres ansættelse er medlemmer af et menighedsråd i stiftet, stemmeret. Endvidere har tjenestemandsansatte præster samt overenskomstansatte præster, hvis ansættelse har en varighed af et år eller mere, der er ansat af kirkeministeren, og som ikke er medlem af noget menighedsråd, stemmeret, såfremt den pågældende er undergivet tilsyn af biskoppen over Århus Stift. Endelig har repræsentanter for valgmenigheder, der har hjemsted i stiftet, og valgmenighedspræster, der er stadfæstet som præst for en valgmenighed i stiftet, stemmeret.

Anmeldelse af kandidater til det forestående valg

Anmeldelse af kandidater til bispevalget skal ske skriftligt til stiftsadministrationen i Århus Stift, Dalgas Avenue 46, 8000 Århus C og skal være stiftsadministrationen i hænde senest tirsdag den 17. marts 2015, kl. 15.00. 

Anmeldelsen skal indeholde oplysning om kandidatens navn, stilling og bopæl, og den skal være skriftligt tiltrådt af vedkommende kandidat. Tiltrædelsen skal senest være stiftsadministrationen i hænde ved anmeldelsesfristens udløb.

Anmeldelsen skal være underskrevet af mindst 75 og højst 150 stemmeberettigede stillere. For hver stiller anføres navn og bopæl, og desuden anføres for valgte menighedsrådsmedlemmer, hvilket menighedsråd de er medlem af, samt for præsters vedkommende, hvilken præstestilling de beklæder. Ingen kan være stiller for mere end en kandidat, eller for en kandidatanmeldelse, hvorpå den pågældende selv er opført som kandidat. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om, hvem valgbestyrelsen kan rette henvendelse til vedrørende anmeldelsen.

Der er ikke udarbejdet standardblanketter til kandidatanmeldelse, og der stilles ikke særlige formkrav til anmeldelsen ud over, hvad der er beskrevet ovenfor.

Anmeldelsen kan indgives på flere lister, når det samlede stillertal som anført udgør mindst 75 og højst 150.

Det påhviler valgbestyrelsen at kontrollere gyldigheden af de indgivne kandidatanmeldelser. Såfremt en anmeldelse er mangelfuld, skal dette meddeles til kandidatanmeldelsens kontaktperson, sådan at stillerne har mulighed for at berigtige anmeldelsen inden en uge fra den dag, hvor fristen for indlevering af kandidatanmeldelser udløb. 

Afhjælpning af mangler skal derfor være foretaget senest tirsdag den 24. marts 2015, kl. 15.00.

Valget foregår ved urafstemning, og det er valgbestyrelsen, som fastsætter, hvornår afstemningsmaterialet skal udsendes til de stemmeberettigede.

Er der alene opstillet to kandidater, bliver valget afgjort med en afstemningsrunde. Kirkeministeren skal i denne situation indstille den kandidat, der har fået flest stemmer, til kgl. udnævnelse. Hvis der er opstillet flere end to kandidater, og ingen af kandidaterne får over halvdelen af stemmerne, skal der gennemføres en anden valgrunde, hvor der kan stemmes på de to kandidater, som har fået flest stemmer i første runde. Den kandidat, der ved anden afstemning opnår flest stemmer, skal indstilles til kgl. udnævnelse.

Bispevielse af den nye biskop finder sted i Århus Domkirke søndag den 6. september 2015.

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.