Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet den 3. december 2002
Deltagere: Kirkeministeriets embedsmænd, Stiftsøvrighederne.
I forbindelse med den løbende disponering af Fællesfonden er der opstået uenighed mellem stiftsøvrighedernes medlemmer og Kirkeministeriet om, hvorvidt den omstændighed, at Fællesfondens og stiftsmidlernes likvide midler administreres fælles, gør det nødvendigt at iværksætte særlige foranstaltninger, når Fællesfonden har et likviditetsproblem.
Der var enighed om, at en afklaring af hjemmelspørgsmålet med hensyn til træk i stiftsmidlerne sker via budgetfølgegruppen vedr. Fællesfondens drift.
Kirkeministeriet står ved de tilsagn, som blev givet ved møde med stiftsøvrighederne den 27. maj, om en stram styring af Fællesfondens udgifter i 2002. Det er således ministeriets opfattelse, at de ved denne lejlighed opstillede budgetforudsætninger stort set opfyldes. Ministeriet forventer, at Fællesfondens regnskab for 2002 som budgetteret vil slutte med balance, bortset fra at udgifterne vedr. folkekirkens forsikringsordning - som bebudet ved mødet i maj - kan blive større end de budgetterede 47 mio. kr. Det blev ved mødet aftalt, at forsikringsudgifter ud over dette beløb, skulle dækkes ved for-melt lån i stiftsmidler.
Kirkeministeriet oplyser, at den nuværende uoverensstemmelse alene vedrører likviditetsproblemer, som hænger sammen med periodisering af udgifter og indtægter og manglende kassebeholdning i Fællesfonden som resultat af tidligere års underskud.
Det er for såvel stiftsøvrighederne som for ministeriet af afgørende betydning, at Fællesfondens lø-bende betalinger af folkekirkens fælles udgifter bliver effektueret uanset kortvarige likviditetsproblemer i Fællesfonden.
Ministeriet vil herefter formalisere de enkelte likviditetstræk i stiftsmidlerne gennem egentlige låneaftaler.
Der er endvidere enighed om, at der i budgetfølgegruppen snarest skal ske en afklaring af Fællesfondens økonomiske status, og at der fra budgetfølgegruppen skal fremkomme indstilling om en restitution af Fællesfonden.