Kirker er omfattet af corona-lukning

    

Myndighederne arbejder målrettet på at forsinke den markant voksende smittespredning af COVID-19 i Danmark og afbøde konsekvenserne heraf.

Derfor er der iværksat omfattende tiltag for at undgå situationer, hvor mange personer opholder sig tæt sammen – bl.a. at alle offentlige kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker.

Gudstjenesterne i folkekirkens kirker er omfattet af regeringens beslutning om, at alle offentlige institutioners indendørs aktiviteter indstilles med øjeblikkelig virkning. Det betyder, at alle gudstjenester er aflyst i de kommende 14 dage. Det samme gælder menighedsråds aktiviteter i sognegårde og lignende offentlige arrangementer, hvor menighedsrådet er vært.

Alle frivillige foreninger og trossamfund uden for folkekirken opfordres kraftigt til at gøre det samme. Kirkeminister Joy Mogensen vil senere i dag rette en videohilsen til alle trossamfund i Danmark.

Lukningen af indendørs aktiviteter gælder i foreløbigt fjorten dage.

Kirkeminister Joy Mogensen opfordrer alle i folkekirken og andre trossamfund til under lukningen at være tilgængelig for mennesker på andre platforme.

- I den nuværende situation vil jeg opfordre alle til at tænke kreativt i forhold til hvordan vi som mennesker kan tænde håb hos hinanden. Ville det for eksempel være en fx mulighed at bruge nettet, de sociale medier, Skype, lokalradioen eller de gode gamle telefonkæder til at nå de danskere, som ikke kan komme i kirken, men har brug for trøst. Jeg stoler på, at de enkelte menigheder bedst ved hvad der ville give mening for deres sogn, og takker for forståelsen for, at vi er nødt til at hjælpe hinanden, især vores mest sårbare, ved at holde os fra hinanden, siger Joy Mogensen.

Kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse/bisættelse er ikke offentlige men er omfattet af forbud mod forsamling af flere end 100 mennesker indendørs. Folkekirkens biskopper har udsendt nærmere vejledning til præster og menigheder.

Alle ansatte og medarbejdere ved folkekirkens stiftsadministrationer og menighedsråd skal foreløbigt arbejde hjemmefra.

Pressemeddelelse fra biskopperne om folkekirkens tiltag kan læses her. 

Vejledning om folkekirkens corona-tiltag kan læses her.

Opdateret vejledning om folkekirkens corona-tiltag kan læses her. 

Nyhedsarkiv

02/04 2025

Minister for landdistrikter Morten Dahlin udpeger vinderen af Landdistriktsprisen 2025 på årets landdistriktskonference den 22. september 2025. Du kan…

13/03 2025

Danmark skal fortsat udvikle sig som et foregangsland for grøn erhvervsudvikling. Det skal blandt andet ske igennem mere grøn strøm fra nye…

10/03 2025

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, vil have flere udviklingsmuligheder i hovedstadsområdet og forstæderne. Derfor sætter han i dag…

06/03 2025

Der er i 2025 afsat 43,2 millioner kroner til landdistriktspuljen, som støtter foreninger og aktiviteter, der skaber liv og udvikling i…

26/02 2025

Børn og unges trivsel var det centrale tema under de nordiske samarbejdsministres møde i København den 26. februar. Børn og unge er en prioriteret…

07/02 2025

For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og…