Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet, den 23. januar 2003
Kirkeminister Tove Fergo vil gennemgå listen over imamer, som af ministeriet har fået vielsesbemyndigelse, for at se om nogle opfordrer til omskæring af pigebørn.
- Hvis der er indgivet politianmeldelse mod den pågældende imam og denne dømmes for at opfordre til en ulovlighed, vil jeg straks tilbagekalde vedkommendes bemyndigelse, siger Tove Fergo, som er oprørt over at dagspressen kan citere herboende imamer for at opfordre til omskæring af piger.
- Regeringen vil ikke tolerere imamer, der ønsker at videreføre ældgamle stammeskikke, som er en krænkelse af grundlæggende human tænkning og som er i åbenlys strid med dansk lovgivning, siger Tove Fergo, der vil opfordre det rådgivende udvalg til i fremtiden at inddrage holdning og praksis med pigeomskæring i vurderingen af de personer, der søger om at opnå vielsesbemyndigelse i et trossamfund.
Det er et rådgivende udvalg nedsat af Kirkeministeriet, som indstiller til anerkendelse af trossamfund og bemyndigelse til personer, der kan forestå vielser indenfor det pågældende trossamfund.