Kirkeministeren ser gerne flere unge i menighedsråd

"Det er ønskeligt med flere unge i menighedsrådene," sagde kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, da hun mandag 7. april 2008 ved et pressemøde på Christiansborg var med til "at slå et slag for" det kommende valg af nye menighedsråd i folkekirken.

 

"Det er ikke et problem, at de unge hidtil har været underrepræsenteret i menighedsrådene. Det er de jo også andre steder. Men der er allerede i dag mange unge, som er med i frivilligt arbejde i sognene, og det vil være fint, hvis de også vil engagere sig i menighedsrådene. Det kan være med til at sætte gang i diskussioner om, hvad der skal ske i sognene," sagde kirkeministeren.

 

"Derfor er det også fint, at der efter sommerferien vil blive holdt café-møder om menighedsrådsvalg i de største byer. Og det er fint, at der ved menighedsrådsvalget bliver mulighed for at afgive elektroniske brevstemmer. Det kan måske være med til at fange de unges interesse."

 

Kirkeministeren understregede, at det i det hele taget er vigtigt at interessere sig for menighedsrådsvalget.

"Folkekirken jo den største "butik", vi har. Over 80 % af befolkningen er medlemmer af folkekirken. Kirken forvalter flere milliarder kroner, og ud over forkyndelsen, som er kirkens centrale anliggende, er folkekirken den største kulturinstitution i Danmark, som samler folk i stort tal til koncerter, foredrag osv. Der kommer flere mennesker i kirkerne og sognegårdene end i f.eks. teatrene. Folkekirken er en frodig virksomhed," sagde kirkeminister Birthe Rønn Hornbech.

 

Pressemødet var arrangeret af Landsforeningen af Menighedsråd. Landsforeningens formand, lektor Inge Lise Pedersen sagde bl.a., at det bliver spændende at se, om de seneste ændringer i menighedsrådsloven kan være med til at engagere flere unge i menighedsrådene. Med ændringerne er det nemlig blevet understreget, at menighedsrådene ikke kun har ansvar for administrative opgaver i sognene, men også for de kirkelige, og de unge er nok mere interesserede i kirkens indhold end i forvaltning.

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.