Kirkeministeren nedsætter udvalg om indgåelse af partnerskab i folkekirken

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har den 15. april 2010 holdt møde med biskopperne om, hvordan folkekirken bør forholde sig til ønsket om, at partnerskab mellem to personer af samme køn skal kunne indgås ved en kirkelig handling.

 

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtaler efter mødet:

 

"Vi har drøftet en indstilling fra biskopperne om, at der skal nedsættes et udvalg til at belyse det.

 

Jeg har på mødet tilkendegivet, at jeg vil følge biskoppernes indstilling og omgående nedsætte et udvalg. Biskopperne har foreslået, at det centrale i udvalgets arbejde skal være at tage stilling til følgende tre spørgsmål:

 

  1. Skal ægteskabsindstiftelsen fortsat foregå i folkekirken, eller skal alle samliv indgås for den borgerlige øvrighed, hvorefter der er mulighed for en kirkelig velsignelse, og hvilket ritual skal kunne anvendes ved en sådan kirkelig handling?
  2. Under hvilke former skal også det registrerede partnerskab kunne indgås i folkekirken, således at to personer af samme køn har samme mulighed som ægtepar for at indgå deres samliv ifølge et kirkeligt ritual, og hvilket ritual skal kunne anvendes?
  3. Hvordan sikrer man, at præster, som af samvittighedsgrunde ikke kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab i kirken, har frihed til at sige nej hertil?"

 

Kirkeministeren fortsætter:

 

"Udvalget skal arbejde meget hurtigt. Arbejdet skal afsluttes senest den 15. september 2010. Udvalget vil få mulighed for at rådføre sig med relevante enkeltpersoner, kirkelige grupperinger og organisationer i den udstrækning, udvalget ønsker det.

 

Hvis der under arbejdet opstår spørgsmål, der involverer andre ministerier, vil Kirkeministeriet sørge for sideløbende med udvalgets arbejde at tilvejebringe de nødvendige udredninger fra de pågældende ministerier. Det er vigtigt, at udvalget hurtigt kan få svar på spørgsmål, der måtte opstå undervejs, så udvalgsarbejdet kan afsluttes inden for tidsfristen.

 

Jeg har også med biskopperne drøftet sammensætningen af udvalget i øvrigt.

 

Det er allerede nu klart, at biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift, bliver formand for udvalget, og at biskopperne Kresten Drejergaard, Fyens Stift og Karsten Nissen, Viborg Stift bliver medlemmer af udvalget.

 

Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke udtale mig konkret om, hvem der i øvrigt bliver medlemmer, da jeg først skal have kontaktet de pågældende.

 

Kirkeministeriet vil yde sekretariatsbistand til udvalget.

 

Jeg vil offentliggøre udvalgets kommissorium og den endelige sammensætning af udvalget så snart det er afklaret."

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.