Pressemeddelelse fra Kirkeministeriet den 26. november 2002
- Det har været almindelig praksis gennem mange år, at Kirkeministeriet trækker på stifternes midler for at dække midlertidige likviditetsbehov, siger kirkeminister Tove Fergo efter kritikken af ministeriets regnskabsføring.
TV2 og Kristeligt Dagblad har beskrevet Kirkeministeriets praksis som "ulovlig".
- Det er en meget grov anklage mod et ministerium, at dette skulle handle "ulovligt", siger kirkeminister Tove Fergo i sin kommentar til sagen. - I så fald skulle "ulovlighederne" have fundet sted gennem mange år og under adskillige kirkeministre repræsenterende mange forskellige partier uden at nogen, tidligere har bemærket det.
Tove Fergo henviser til, at Rigsrevisionen hvert år reviderer regnskabet og hvert år har accepteret fællesfondens regnskab og procedure.
Fællesfonden og stiftsmidlernes kassebeholdning forvaltes som en fælles kasse, og det er der efter ministeriets opfattelse klar lovhjemmel til. Reglerne herfor fastsættes af kirkeministeren, jvf lovbekendtgørelse nr. 537 af 24. juni 1997, § 10, hvorefter fællesfonden bestyres af stiftsøvrighederne efter bestemmelser fastsat af kirkeministeren, og i § 23, stk. 1, hvorefter stiftsøvrighederne bestyrer kirkernes og præsteembedernes øvrige kapitaler efter bestemmelser fastsat af kirkeministeren.
Tove Fergo har i øvrigt som den første kirkeminister taget initiativ til at skabe mere åbenhed om Fællesfonden ved
- at lade en følgegruppe af bl.a. stiftsrepræsentanter overvåge administrationen,
- at der for første gang vil blive offentliggjort en årsrapport om fællesfondens økonomi
- i foråret 2002 at bede statsrevisorerne lade Rigsrevisionen undersøge Fællesfonden.
Politisk er det uden hold i virkeligheden at kritisere ministeriet for at trække på stiftsmidler. Tove Fergo henviser bl.a. til, at ingen biskopper eller stiftsamtmænd gjorde indsigelse, da ministeriet på et fælles møde med stifterne i juni 2002 besluttede en budgetjustering gennem træk på stiftsmidler.
- Dengang hørte jeg ingen sige fra, siger Tove Fergo, som også undrer sig over, at hun aldrig har mødt nogen kritik fra det enkelte stift, når det efter behov har fået tilført lånemidler til præste- eller bispe-boliger, stiftskontorer eller sognegårde.
Yderligere kommentarer hos kontorchef Carsten Dalsgaard Jørgensen, tlf 3392 3934 eller gennem ministersekretær Arne Vanthamar 22 44 81 57