Fællesfondens budget 2006 på 1.024,5 mio. kr.

Kirkeministeren har nu fastsat fællesfondens budget for 2006. Budgettet er fastsat på grundlag af budgetforslag fra stiftsøvrighederne og de over fællesfonden finansierede institutioner samt efter høring af Budgetfølgegruppen vedrørende fællesfondens drift.

 

Budgetfølgegruppen vedrørende fællesfondens drift består af stiftsamtmand Ninna Würtzen (formand), biskop Niels Henrik Arendt, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, Ejvind Sørensen, formand for Provsteforeningen, Leif Arffmann, stiftskontorchef Asger W. Gewecke samt kontorchef i Kirkeministeriet, Klaus Kerrn-Jespersen.

 

De samlede indtægter er budgetteret til 1.024,5 mio. kr., og de samlede udgifter er budgetteret til 1.014,5 mio. kr. Budgettet indebærer således med et budgetteret overskud på 10 mio. kr. en svag genopretning af fællesfondens egenkapital.

 

Fællesfondens langt største indtægtskilde er landskirkeskatten. Den er en del af den kirkeskat, som medlemmer af folkekirken betaler. Landskirkeskatten er for 2006 fastsat til 994,4 mio. kr. Det svarer til landskirkeskatten i 2005 med en regulering i forhold til den forventede pris- og lønudvikling.

 

Fællesfonden dækker en række forskellige folkekirkelige udgifter. De er i 2006 generelt budgetteret til samme beløb som i budgettet for 2005 med en regulering af lønudgifter på 1,6 % og en regulering af øvrige driftsudgifter med 1,7 %.

 

Langt den største post blandt fællesfondens udgifter er den del af løn m.v. til præster og provster, som ikke bliver dækket af tilskud fra staten. Denne post er i 2006 budgetteret til 511,4 mio. kr. Ud over regulering med den forventede lønudvikling er posten forøget med 1,5 mio. kr., der kan anvendes til specialpræstestillinger. Dermed er den samlede bevilling til specialpræster blevet forøget med i alt 5 mio. kr. siden 2003, og er i 2006 knap 38 mio. kr. Bevilllingen til præsteløn er i øvrigt blevet fastsat og fordelt mellem de 10 stifter i Danmark samt Færøernes Stift i enighed mellem Kirkeministeriet og biskopperne.

 

Den næststørste post blandt fællesfondens udgifter er udligningstilskud. Denne post er forhøjet med 5,3 mio. kr. i forhold til afholdte udgifter i 2005 på 85,0 mio. kr. Heraf fordeles 90,0 mio. kr. som ordinære udligningstilskud efter objektive kriterier, mens en kommune er blevet tildelt et ekstraordinært tilskud i 2006. Der vil ikke blive bevilget yderligere ekstraordinære tilskud i 2006.

Fællesfondens udgifter til IT i folkekirken er budgetteret til 86,6 mio. kr. Det svarer til budgettet i 2005 med regulering for pris- og lønudvikling.

 

Fællesfonden dækker udgifter ved forsikringsskader på ejendomme og løsøre i hele folkekirken. Det er en post, hvor budgettet altid vil være forbundet med en betydelig usikkerhed. Den budgetterede udgift på 77 mio. kr. er fastsat ud fra det forventede gennemsnitlige skadeforløb over en periode på 100 år.

 

Fællesfondens indtægter ud over landskirkeskatten er næsten udelukkende finansielle indtægter, som er knyttet til kapitaler, der tilhører kirker og præsteembeder, men forvaltes af stifterne. Fællesfondens nettoindtægt på finansielle poster er i 2006 budgetteret til 28,4 mio. kr. På baggrund af den almindelige renteudvikling i samfundet er det besluttet at nedsætte såvel indlåns- som udlånsrente i forbindelse med disse kapitaler til 3 % i 2006 mod hidtil 4 %.

 

Fællesfondens budget 2006 - PDF

 

Budgetfølgegruppens indstilling om budgettet - PDF

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.