Danmark skal inddeles i 107 provstier

Den 16. maj 2006 afleverede arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur sit forslag til ændring af den kirkelige struktur som følge af kommunalreformen til kirkeministeren. Forslaget blev offentliggjort samme dag.

 

Forslaget er i meget vidt omfang i overensstemmelse med de ønsker og forslag, der kom til udtryk i en omfattende høring over det første forslag til provstiinddeling, som arbejdsgruppen offentliggjorde i december 2005.

 

Kirkeminister Bertel Haarder udtaler:

"Jeg har nøje studeret arbejdsgruppens forslag til ændring af den kirkelige struktur, ligesom jeg har haft lejlighed til at drøfte forslaget med Folketingets partier. Jeg har også modtaget forskellige henvendelser om forslaget, som er indgået i mine overvejelser, ligesom biskopperne har haft lejlighed til at kommentere forslaget.

 

På den baggrund har jeg foretaget enkelte justeringer af forslaget. Det er min opfattelse, at provstiinddelingen vil få stor betydning i de kommende år, ikke mindst fordi provstiet vil komme til at varetage flere opgaver blandt andet i form af administrativ hjælp til menighedsrådene. Jeg har derfor lagt stor vægt på, at vi med reformen af provstigrænserne får nogle provstier, som har en hensigtsmæssig størrelse til at kunne løfte disse opgaver."

 

Arbejdsgruppens forslag er således ændret på følgende punkter:

- Skive kommune deles i to provstier. Delingen sker som indstillet af biskoppen over Viborg Stift og er begrundet i det store antal sogne (46) og kirker (47) i kommunen.

- Viborg og Herning kommuner deles begge i to provstier som foreslået af arbejdsgruppen, men sådan at opdelingen af den enkelte kommune justeres som foreslået af biskoppen over Viborg Stift.

- Ærø Provsti sammenlægges først med et andet provsti på et senere tidspunkt, dog senest ved ledighed i provstestillingen.

- Kerteminde Provsti opretholdes stort set uændret indtil 1. januar 2013, sådan at provstiet indtil dette tidspunkt omfatter de nuværende sogne i Kerteminde kommune samt de fire sogne, der i dag er en del af Kerteminde Provsti, men fremover bliver en del af Nyborg kommune. Dette er begrundet i, at der i Kerteminde Provsti er iværksat en række forsøg med nye måder at varetage provstiets opgaver, som det vil være hensigtsmæssigt at kunne videreføre og evaluere inden for rammerne af det nuværende provsti. Med virkning fra 1. januar 2013 omfatter Kerteminde Provsti kun sognene i Kerteminde kommune.

- Samsø flyttes ikke fra Århus Domprovsti.

- Randers kommune deles som foreslået af arbejdsgruppen i to provsti-er. I overensstemmelse med biskoppen over Århus Stifts indstilling sker opdelingen i et Randers Nordre Provsti og et Randers Søndre Provsti i stedet for et by- og et landprovsti.

 

Kirkeministeren har i dag orienteret Folketingets Kirkeudvalg om dette og oplyst, at ministeren i midten af august vil sende forestillinger om den ændrede kirkelige struktur til Dronningen.

 

Ændringerne betyder, at der fra 1. januar 2007 vil være 107 provstier mod i dag 111.

 

Chefkonsulent Pernille Esdahl kan kontaktes vedrørende forslaget på tlf.nr. 33 92 33 90.

 

-----

 

Arbejdsgruppens sammensætning:

Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev Stift

Leif Arffmann, formand for Danmarks Provsteforening

Elisabeth Dons Christensen, biskop over Ribe Stift

Helle Christiansen, formand for Den danske Præsteforening

Pernille Esdahl, chefkonsulent i Kirkeministeriet

Sabine Bech Hansen, næstformand for Den danske Præsteforening

Jacob Heinsen, departementschef i Kirkeministeriet (formand)

Ole Chr. Ivertsen, næstformand for Danmarks Provsteforening

Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd (medlem af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse indtil den 9. juni 2006)

Ejvind Sørensen, medlem af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse (formand for Landsforeningen af Menighedsråd indtil den 9. juni 2006).

Fra den 7. februar 2006 deltog Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns Stift, som observatør i arbejdsgruppen. Fra den 10. maj 2006 deltog Jens Gram, sekretariatschef i Landsforeningen af Menighedsråd, som observatør i arbejdsgruppen.

Torben Stærgaard, IT-chef i Kirkeministeriet, var tilknyttet arbejdsgruppen og sekretariatet som sagkyndig rådgiver.

Sekretariatet for arbejdsgruppen blev varetaget af Kirkeministeriet. Sekreta-riatet har bestået af:

Karsten Kirk Larsen, fuldmægtig

Lise-Lotte Skovsager Gümoes, fuldmægtig.

Sibel Atay, studentermedhjælp i Kirkeministeriet, bistod med bearbejdningen af høringssvar.

 

-----

Forberedelsen af ændring af den kirkelige struktur

Forslag om ændring af den kirkelige struktur, oplæg om budgetlægning og debatoplæg

Som led i arbejdet offentliggjorde arbejdsgruppen den 12. december 2005 et første forslag til ændring af den kirkelige struktur, et oplæg om budgetlægning for de lokale kirkelige kasser samt, den 3. januar 2006, et debatoplæg om opgaver i sogn, provsti og stift. Alle oplæg blev offentliggjort på Kirkeministeriets hjemmeside.

 

Debatmøder

Alle landets menighedsråd fik mulighed for at kommentere strukturforslag og debatoplæg direkte ved de debatmøder, som arbejdsgruppen i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd arrangerede i hvert af landets stifter samt på Bornholm. Skiftende medlemmer af arbejdsgruppen deltog i debatmøderne.

 

Formålet med debatmøderne var at skabe størst mulig åbenhed om arbejdsgruppens forskellige forslag samt at igangsætte en lokal debat om opgaver i sogn, provsti og stift.

 

Skriftlig høring

Fristen for indgivelse af høringssvar til arbejdsgruppen udløb den 1. april 2006, og arbejdsgruppen havde pr. 20. april 2006 modtaget i alt 691 høringssvar og kommentarer til debatoplægget. En stor del af disse vedrørte tillige forslaget til ændring af den kirkelige struktur.

 

Endeligt forslag

På baggrund af debatmøderne og høringssvarene udarbejdede arbejdsgruppen et endeligt forslag til ændring af den kirkelige struktur, som blev offentliggjort den 16. maj 2006.

 

I forslaget af 16. maj 2006 blev en række af stifterne endvidere opfordret til at fremkomme med forslag vedrørende enkelte udestående spørgsmål, og alle landets stifter blev anmodet om - efter drøftelse med de berørte provstier - inden 1. juli 2006 at fremlægge forslag til tidsplan for gennemførelsen af ændringerne.

Nyhedsarkiv

18/11 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,…

14/11 2024

Aftalekredsen bag planloven er den 13. november 2024 blevet enige om at uddele ni særlige forsøgstilladelser til projekter inden for kyst- og…

11/11 2024

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har i dag overrakt Landdistriktsprisen 2024 til Dagrofa på årets Landdistriktskonference i Vejle.

08/11 2024

Dansk turisme bliver ved med at levere og starter efteråret med den bedste september nogensinde. I alt var der 5,9 mio. overnatninger i september,…

06/11 2024

Vinderen af Landdistriktsprisen 2024 bliver kåret på årets Landdistriktskonference i Vejle den 11. november 2024.

04/11 2024

Dansk Diakoniråd og kirkeminister Morten Dahlin afholder i dag topmøde for diakoni på Christiansborg under temaet Diakoni og velfærdssamfundet.